Mange mennesker tror, at Open Source er et ideologisk socialt eksperiment, og det er der da også nogen, der mener, men hvorfor skal du og din virksomhed blande sig i det? Er det ikke meget bedre at købe noget professionelt software fra en anerkendt international virksomhed?

Det er klart, at den sociale del er en fordel, og den lave pris er bestemt heller ikke at fornægte.  Den virkelige styrke ved Open Source, eller åben software, er inidlertid, at vi får magten tilbage over vore egne systemer. Hvis vi opdager en fejl, eller ønsker en bestemt feature, så kan vi selv tage arbejdshandskerne på og implementere en.

Hvis du får en mistanke om, at der foregår noget suspekt, så sætter du dig ned en aften med en kande stærk kaffe og læser kildekoden igennem. Hvis ikke du er i stand til det selv, kan du betale dig fradet, ved at få en anden til at læse koden igennem. Den mulighed har du ikke en med lukket software. Nogle traditionelle virksomheder truer endda med retssager, hvis du forsøger at finde eller rette fejl i deres software.

Situationen idag er den, at Open Source produkterne generelt har en højere kvalitet, de koster mindre, og du får mere for pengene. Open Source projekter har en interesse i at åbne platformen så vidt som muligt, sådan at så mange brugere som muligt kan hjælpe til med udvikling og test. Men ligeså snart der skal sælges support-timer og software-licenser, så har virksomhederne interesse  i at holde kortene ind til kroppen.

For mig er valget ikke svært: det handler om fravalg af lukket software. Jeg køber gerne software, men jeg vil ikke betale for software, hvor jeg ikke selv beholder kontrollen. Det er ligegyldigt, om det handler om et WordPress-template, eller om det er et stykke software til vores virtualiserings-cluster. Hvis det er vigtigt for virksomheden, så skal det være tilgængeligt sådan at jeg selv kan se, hvad der sker og gribe ind om nødvendigt.

Hvad skal  din virksomhed gøre, hvis din software leverandør forsvinder fra jordens overflade imorgen? Kan en ny virksomhed tage over? Kan dine data flyttes til en ny platform? Skal du starte helt forfra, eller kan den platform, du har investeret dyrt i fortsat vedligeholdes?

Hvis du baserer dig på Open Source Software er svaret et rungende ja, altid!

Leave a Reply

Tak for din henvendelse

Vi vil vende tilbage hurtigst muligt.